Sundhed,- forklædt som slik ?
Jordbær dyppet i mørk chocolade.
Grønsag forklædt som slik.

Chokolade. Egentlig er det en form for grøntsag, og nok feder den, men stearinsyren i den mørke chokolade gør fordøjelsen til en langvarig affære, der udsætter sulten. Og så giver chokolade fastere former!

cacaobønneMørk chokolade slanker og forlænger livet ! Ja, det lyder som det glade vanvid. Vi er så vant til, at alt det, der smager godt, også må være usundt. Traditionelt ligger der nok en lille asket gemt i de fleste ernæringseksperter, så vi er ikke tilbøjelige til at lave et kostråd der hedder: »Spis et godt stykke mørkt chokolade hver dag.«

De fleste har prøvet, hvor svært det kan være at stoppe, når man først fået et stykke chokolade i munden. Det siges også ofte, at »chokolade er usundt for hjerte og figur.« Men videnskaben peger i en helt anden retning.
Jeg var selv skeptisk, da de første videnskabelige undersøgelser hævdede at vise, at chokolade-spisere lever længere. Men nu vælter det ind med solide studier, der samstemmende viser, at chokolade kan være særdeles sundt. Chokolade er nærmest en grøntsag forklædt som slik.

Det hele starter med kakao-bønnen, hvorfra det kakaosmør udvindes, der anvendes til fremstilling af chokolade og kakao. De forhistoriske Maya-indianere drak chokolade og brugte kakaobønnen som betalingsmiddel. Det var spanierne, der med erobringen af Sydamerika lærte chokoladen af kende og bragte den til Europa. 

Kakaosmør består fortrinsvis af to typer fedt, nemlig stearinsyre og oliesyre. Begge er yderst hjertesunde. Stearinsyre, som vi kender fra stearinlys, er hårdt og fast, og i modsætning til den bløde flødechokolade, ser det ud til, at mørk chokolade mætter helt fantastisk godt, fordi chokoladen ligger tungt og længe i mavesækken, som derfor sender signaler til hjernen om, at den er mæt, og at der ikke skal indtages flere kalorier lige med det samme.

tearinsyren er også svær at nedbryde i tarmen, så en væsentlig del af kalorierne passerer ufordøjet ud i toilettet. Selv om den mørke chokolade kun bliver fordøjet langsomt, så får de fedtnedbrydende enzymer langsomt has på fedtet, og det meste vil efter timers forløb blive optaget i kroppen.

Når mørk chokolade feder mindre en flødechokolade, så handler det altså ikke så meget om, at fedtet ikke optages, men snarere at det mætter så godt på grund af det langvarige ophold i tarmen.

Det fedt, der optages i blodet, har til gengæld ikke de negative virkninger, som fedt fra dyreriget kan have. Den anden fedttype i kakaosmørret er oliesyre, den vi kender fra de sunde raps- og olivenolier.

Kakaosmør indeholder også såkaldte polyfenoler, der er bedre kendt som de stoffer i te, der er ansvarlige for, at te forlænger livet ved at nedsætte forekomsten af hjertekar-sygdom. Blot har kakaosmør et fire gange så stort indhold af polyfenoler som te.

Der er også stoffer i kakaosmørret, som ser ud til at holde hjernen ung og bevare vores mentale kapacitet ind i alderdommen. En af forklaringerne kunne være, at chokoladespisning synes at medvirke til mindre åreforkalkning – netop åreforkalkning af hjernens små pulsårer er blandt årsagerne til udvikling af demens. Men det kan også være nogle af de mange andre spændende stoffer i chokoladen, som holder hjernen ung.

Så kakaosmørret er skam sundt nok. Problemet kommer først, når vi fremstiller chokolade. Den mørke chokolade indeholder mest af det rene kakaosmør og er kun tilsat begrænsede mængder sukker.

Det er derimod den lyse chokolade, flødechokoladen, hvor sundhedsværdien først og fremmest er spoleret af tilsætning af fløde. Man skal derfor holde sig til den mørke kvalitetschokolade.

Jamen, feder mørk chokolade da slet ikke ? Jo, alt fedt feder, men fordi den drøje mørke chokolade som sagt ligger og mætter så længe i mavesækken, så hæmmer den i modsætning til den lyse chokolade trangen til at spise for meget.

Det er også muligt, at andre stoffer i chokoladen øger forbrændingen. Et regelmæssigt indtag af mørk chokolade i beherskede mængder sænker blodtrykket, nedsætter risikoen for blodpropper og type 2 diabetes og forlænger dermed livet.

  Mørk chokolade er også et afrodisiakum – det vil sige, at det stimulerer seksuallysten. Det er nok bedst dokumenteret, at chokoladespisende kvinder har mere sex-lyst og et mere aktivt sexliv end kvinder, der forsager chokoladen. Man har troet, at det primært var kvinder, som manglede østrogen, der spiste meget chokolade, men det er næppe rigtigt.

Derimod ved man, at kvinders trang til chokolade er størst omkring menstruationen, så det er på dette tidspunkt, at deres mandlige partner, efter børnene er lagt, skal sætte den lækre mørke chokolade med 60 procent kakaosmør på sofabordet og derefter vente på, at virkningen indtræder.

Det kan absolut ikke udelukkes, at det også virker på mænd. Endnu er det ikke lykkedes at isolere det eller de aktive stoffer i chokolade, der er ansvarlig for denne virkning. Den dag det sker, vil vi utvivlsomt kunne finde det som kosttilskud i Matas. Indtil da må vi ty til den ægte vare.

Så selv om man kæmper med overvægt, skal der være plads til at forsøde tilværelsen. Mørk chokolade er – i beherskede mængder – et rigtig sundt alternativ til kager, småkager, flødeis og slik.

Det fedt, vi spiser, aflejres i vore fedtdepoter, så måske giver den hårde stearinsyre fra mørk chokolade også fastere bryster end flødechokolade? For nogen måske endnu en grund til at holde sig til mørk chokolade.

Klummen har været bragt i Weekendavisen nr. 11, 16. - 22. marts 2007 -  Skrevet af Arne Astrup


Nye forskningsresultater viser de skjulte fordele ved at spise mørk chokolade

Gør det bare - vær lidt god ved dig selv. Medicinske forskere er netop kommet med to sunde grunde til at spise chokolade - i hvert fald så længe vi snakker om mørk chokolade. To små undersøgelser, som blev offentliggjort i sidste uge, tyder på, at mørk chokolade har en række helbredsmæssige fordele, f.eks. at kunne sænke blodtrykket og tilføre kroppen sygdoms- og aldersforebyggende stoffer ved navn antioxidanter. Så hvis du synes, at du har brug for en undskyldning for at spise chokolade, så er den her…

Forskerne har længe vidst, at kakaobønner indeholder en type kemiske stoffer kaldet flavonoider, som også findes i frugt, grønsager, te og rødvin.

Tidligere undersøgelser har vist, at flavonoider øger blodets indhold af det "gode" HDL-kolesterol og fungerer som kraftige antioxidanter, der beskytter vores celler mod skader forårsaget af frie radikaler - små partikler, som er med til at fremskynde aldringsprocessen og kan være medvirkende årsag til hjertesygdomme og visse former for kræft.

I en undersøgelse, som er blevet offentliggjort i Nature, bad forskerne 12 frivillige om enten kun at spise mørk chokolade eller at spise mørk chokolade og drikke et glas mæk eller at spise mælkechokolade. En time senere kunne man hos den gruppe, der kun havde fået mørk chokolade, iagttage en 18% stigning i blodets indhold af de antioxidanter, der kaldes epicatechiner. Der var ikke den samme ændring at spore i de to sidstnævnte grupper af forsøgspersoner. "Vi har en mistanke om, at epicatechinerne binder sig til mælkeproteinerne, så de ikke kan optages i kroppen", siger en af undersøgelsesrapportens medforfattere Alan Crozier fra University of Glasgow. "Der er beviser for, at te med mælk har samme blokerende virkning."

I et andet forsøg, offentliggjort i Journal of the American Medical Association, har tyske forskere fundet ud af, at mørk chokolade kan sænke blodtrykket hos personer med let forhøjet blodtryk. I to uger fik 13 frivillige en daglig dosis mørk chokolade - ca. 480 kalorier - eller en tilsvarende mængde hvid chokolade, som ikke indeholder flavonoider. I gruppen, der fik mørk chokolade, faldt det systoliske blodtryk med 5 procentpoint og det diastoliske med næsten 2. Gruppen af personer, der spiste hvid chokolade, kunne ikke opvise nogen nævneværdig forbedring.

Men før du kaster dig vildt frådende over en mørk Guldbarre, så husk, at chokolade indeholder andre og knap så heldige ingredienser. "Chokolade er fyldt med mættede fedtsyrer", siger Dr. Robert Eckel, formand for American Heart Association’s Council on Nutrition, Physical Activity and Metabolism (ernæring, motion og stofskifte). "Selvom mørk chokolade har en gavnlig indvirkning på dit blodtryk, så kan 500 daglige kalorier i form af chokolade øge din risiko for hjertesygdom mere end nok til at opveje fordelene."

Den nøgne sandhed er, at de antioxidanter og flavonoider, der findes i chokolade, også fås i andre og sundere former, f.eks. frugt og grønsager, som desuden indeholder næringsstoffer, vitaminer og fibre - gode sager, som ikke findes i chokolade. Så som i mange andre af livets forhold er nøgleordet mådehold. "Lad være med at tro, at du gør dig selv en tjeneste ved at proppe dig med chokolade", siger Crozier. "Men hvis du godt kan lide chokolade, så hold dig til den mørke - så gør du noget for din sundhed."

Læs også:
Chokolade: medicinsk virkning

Health News 2004


Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.09 | 19:57
RAW food har modtaget 3
22.08 | 13:34
Kærlighed har modtaget 1
22.08 | 13:31
Buddhisme har modtaget 2
09.07 | 01:08
Yin Yang har modtaget 1
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE