Artikel fra bladet "Naturli".........
Hjernen og det ubevidste nervesystem har et fint samarbejde med hormonsystemet, der styres fra overordnede centre i den underste del af hjernen, hypothalamus, og fra hypofysen. Centrene samordner hele vores organismes stofskifteaktiviteter og “husholdning”, og de holder også hele tiden øje med, hvor meget hormon, der er i blodet. Mangler der et hormon, sendes der bud til det organ, som producerer det, med besked om få produceret noget mere. Er der for meget, dæmpes aktiviteten.
Det er dog ikke kun i organerne, at hormoner dannes. Nogen dannes i selve vævene, hvor de skal virke, og andre i blodbanen. Der findes omkring 100 kendte hormoner, som ved hjælp af enzymer dannes efter den plan, der findes i vores gener. Hormonerne oplagres i forskellige mængder i vævene og frigøres, når der er brug for dem, ofte biorytmisk, hvor rytmen kan være over minutter, timer, døgn, uger eller måneder. Hormonindholdet måles i blodet. Er mængden af et organstimulerende hormon i blodet for høj, ved man straks, at organets produktion af hormonet er for lille.
For lidt og for meget
Er der for meget eller for lidt hormon, vil kroppens væv lide under det. Et godt eksempel er kvindens kønshormoner, der styres på en ret kompliceret vis i et samspil mellem hypofysen, æggestokkene og livmoderen, som hver især påvirker hinanden. I første halvdel af kvindens månedlige cyklus dannes der østrogen i æggestokkene, og det stimulerer væksten af livmoderslimhinden. Dette styres af det follikelstimulerende hormon FSH fra hypofysen. Midt imellem menstruationerne udløses ægløsningen af et andet hypofysehormon, det luteiniserende hormon LH. Derefter danner æggestokkene det gestagene hormon progesteron, som gør livmoderslimhinden klar til at modtage ægget. Hvis der ikke ankommer et befrugtet æg, falder produktionen af østrogen og progesteron, hvorefter slimhinden afstødes under en menstruation.
Når der ikke er flere æg, der kan modnes i æggestokkene, dannes der ikke flere kønshormoner i dem. Det mærker hypofysen og hypothalamus, og der dannes så mere stimulerende hormon (FSH og LH), hvilket kan udløse hedeture og andet ubehag. Østrogenmanglen gør kvinden mere udsat for afkalkning af knoglerne, tørhed af slimhinderne og ældning af huden, men da fedtvæv kan producere østrogent hormon, vil de fleste - især de overvægtige kvinder oftest komme igennem overgangsalderen uden større problemer.
Stofskiftet - skjoldbruskkirtlen
Er der for lidt stofskiftehormon, vil alt i kroppen gå langsommere, tarmene gå i stå, vægten stige. Er der for meget, vil alt køre på højtryk med hjertebanken, rysten, sved, diaré, vægttab mm. Stofskiftet styres fra hjernen gennem hypofysen, som producerer et hormon, TSH, der betyder Thyreoidea Stimulerende Hormon. TSH stimulerer skjoldbruskkirtlens produktion af stofskiftehormoner. Er produktionen tilstrækkelig eller for høj, nedsættes dannelsen af TSH. Er den for lav, øges TSH. Der er flere kvinder end mænd, der får for lavt stofskifte, men risikoen stiger for begge køn med alderen. Hos kvinder før og efter overgangsalderen er den hyppigste form for et for lavt stofskifte en autoimmun sygdom ved navn Hashimotos sygdom, hvor kroppen danner antistoffer mod de hormonproducerende celler i skjoldbruskkirtlen. Jod spiller en stor rolle for stofskiftet, da jod indgår i stofskiftehormonerne. Jodmangel er udbredt i Danmark, men problemet skulle være blevet mindre nu, da der er tilsat jod til bordsalt. Bruger man havsalt og spiser fisk, får man i reglen også jod nok. En række fødemidler blokerer for jod. Det gælder for soja i for eksempel tofu, mange færdiglavede produkter og sojaolie.
Det gælder også for peanuts
Hvidt sukker og kornprodukter er belastende for skjoldbruskkirtlens funktion. For meget fedt af den flerumættede type (planteolier og margarine) blokerer for dannelsen af skjoldbruskkirtelhormonerne og for deres virkning i cellerne. Når forharskede fedtsyrer og transfedtsyrer optages i cellerne, er de med til at forhindre aktiveringen af stofskiftehormonerne. Kokosolie er derimod et godt valg, da den indeholder mellemkædede fedtsyrer (MCT).Disse fedtsyrer kan øge stofskiftet og derved fremme vægttab. Kokosolie er også mættet fedt (men af det gode) og kan derfor tåle opvarmning til stegetemperatur. Man skal købe kokosolie af god kvalitet. Stofskiftehormonerne er vigtige for dannelsen af hormonerne progesteron og moderhormonet pregnenolon, som mange andre hormoner dannes ud fra. Disse hormoner er der for lidt af, når skjoldbruskkirtlen ikke fungerer ordentligt. Der er i det hele taget sammenhæng i hormonsystemet, så der ofte er problemer flere steder på en gang.
Forebyg for lavt stofskifte
Naturmedicinsk er det for at forebygge for lavt stofskifte vigtigt at få en sund og varieret kost med mindst 600 gram grønt og frugt. Det er dog klogt ikke at spise for meget kål og soja, der kan fremme dannelsen af struma og for lavt stofskifte. Man bør undgå raffineret kost med sukker og raffinerede kornprodukter (hvede, pasta, kartofler, ris) for ikke at stimulere dannelsen af for meget insulin, hvilket belaster skjoldbruskkirtlen. Dertil er det klogt at tage ekstra antioxidanter. Mineralet selen har en særlig betydning ved for lavt stofskifte. Der kan også være tale om mangel på zink. C-vitamin og B-vitaminer B2, B og B6 er nødvendige for normal dannelse af stofskiftehormon. D -vitamin, der er det naturlige D-vitamin, har en vigtig indflydelse på immunsystemets normale funktion og modvirker udviklingen af autoimmune sygdomme som Hashimotos sygdom. Behovet er 50 mikrogram dagligt. Motion øger dannelsen af stofskiftehormon i skjoldbruskkirtlen og gør samtidig vævene mere følsomme for stofskiftehormonet. Især overvægtige, der er på slankekost med få kalorier, bør motionere meget, da stofskiftet ellers bliver lavere.
For højt stofskifte
Højt stofskifte skyldes, at der bliver produceret for meget af stofskiftehormonerne. Blodprøver vil afsløre, hvad der er galt. Den medicinske behandling af højt stofskifte sker oftest med midler, der undertrykker dannelsen af stofskiftehormon. Man kan også give radioaktivt jod, hvor radioaktiviteten så virker kraftigt i det jodholdige væv i skjoldbruskkirtlen. Det kan med tiden medføre for lavt stofskifte. Det samme gælder for kirurgisk behandling, hvor man fjerner en del af skjoldbruskkirtlen.
Naturmedicinsk findes der to urter, der begge er af myntefamilien, som kan modvirke for højt stofskifte. Den ene er Lycopus virginicus (på engelsk Bugleweed) og dens europæiske fætter Lycopus europæus (gypsywort). Den anden er Leonurus cardiaca (eng. Motherwort), på dansk Hjertespænd. Den dæmper også skjoldbruskkirtlen og er særlig god til at lindre hjertesymptomerne ved for højt stofskifte. En del fødevarer kan modvirke en overaktiv skjoldbruskkirtel. Det drejer sig om grønsager af kålfamilien, for eksempel hvidkål, rødkål, rosenkål, broccoli, kinakål etc. Desuden soja, hirse og måske hvidløg.
Hypofysen væksthormon
Væksthormonet somatotropin, som dannes i hypofysen, er vigtigt for vedligeholdelsen af en god hjernefunktion, energiniveauet, muskelog knoglemassen, celledelingen, reparationen af DNA i cellerne og for hele kroppens omsætning. Det højeste indhold af væksthormon i blodet findes under søvn og under faste, der varer mere end 24 timer. Det stimulerer andre hormoner til at fremme højdevæksten.
Med alderen frigives væksthormon mindre effektivt fra hypofysen. Der er derfor mange, der har prøvet at bruge væksthormon i form af indsprøjtninger eller tabletter med kunstigt fremstillet væksthormon. Det kan måske føre til en øgning af cellevæksten, men nogle studier har vist en øgning i antallet af kræfttilfælde. Det er derfor problematisk at tage væksthormon som tilskud, også fordi det kan øge insulinmængden i kroppen, hvilket kan føre til en øget risiko for blandt andet åreforkalkning og for nedsat insulinfølsomhed. Dannelsen af en insulinlignende vækstfaktor ved navn IGF-1 øges også ved tilførsel af væksthormon. IGF-1 er vigtigt for vedligeholdelsen af cellekommunikationen inde i cellen og for cellefunktionen, men det øger i for store mængder risikoen for blandt andet kræft i bryster og prostata. Hvis man spiser raffinerede og andre kulhydrater, som hurtigt omdannes til sukker i maven og tarmene, kommer der en kraftig stigning i blodsukkeret, som fører til dannelse af for meget insulin. Det vil kroppen reagere på ved at producere et stof ved navn somatostatin, der modvirker insulinfrigørelsen. Men somatostatin modvirker også frigørelsen af væksthormon.
Det er derfor bedst at undgå hurtige kulhydrater som hvidt sukker, pasta, fint hvidt brød og kartofler. Det er derimod en fordel at spise kulhydrater, der er sammensatte og kun langsomt bliver omdannet til sukker i maven og tarmene, for eksempel bønner af forskellig art, ærter, nødder, pasta af frø og nødder. De vil lette frigørelsen af det naturlige væksthormon fra hypofysen og modvirke udviklingen af sukkersyge. For meget fedt i kosten vil også hæmme produktionen og frigørelsen af væksthormon, så det er bedst ikke at spise for meget fedt og overvejende at holde sig til det sunde fedt. At holde indtagelsen af kalorier så lavt som muligt er også med til at stimulere dannelsen af væksthormon og til at modvirke sygdomme som Alzheimers demens og ældning generelt. Et af de bedste midler til at øge mængden af væksthormon er regelmæssig motion, især af typen vægtløftning, altså relativt anstrengende motion og sport. Det er bedst ikke at spise de sidste to timer før motionen, da stigende blodsukker- og insulinmængder i blodet kan modvirke frigørelsen af væksthormon.
Binyrerne
I binyremarven dannes efter behov katastrofehormonet adrenalin, mens der i binyrebarken dannes kortisol og aldosteron. De er med til at styre stofskiftet samt mineral- og væskebalancen. Kortisol virker hæmmende på betændelse og allergi, og det beskytter os ved stress, store belastninger, feber, store skader og operationer samt ved stærke smerter. Binyrebarkhormon bruges blandt andet ved visse gigtlidelser, især bindevævssygdomme, ved allergiske lidelser, visse blodsygdomme, nyrelidelser og mave-tarmsygdomme samt ved forskellige ondartede sygdomme og ved for højt tryk i hjernen. Den vigtigste bivirkning er undertrykkelse af binyrebarkens egen funktion ved længere tids brug. Der kan desuden komme afkalkning af knoglerne (osteoporose) og børn kan blive væksthæmmede. Der kan komme hudforandringer med akne, underhudsprængninger, øget hårvækst, blødninger, fedme af ansigt og kroppens centrale dele, mens arme og ben er påfaldende tynde i forhold til kroppen. Der kan også komme tomat- eller måneansigt, psykiske symptomer i form af en opløftet stemning (eufori) eller regulære psykoser (sindssyge), mavesår, især ved samtidig behandling med gigttabletter af typen ibuprofen. Hormonet kan give nedsat modstandskraft mod betændelse, for eksempel tuberkulose, og der kan komme muskelsvækkelse og grå stær. Ved behandling i kort tid, det vil sige mindre end en uge, er der dog oftest ingen eller lette bivirkninger. Ved behandling med større doser i længere tid er det vigtigt at forsøge at forebygge ovenstående bivirkninger, blandt andet ved at give tilskud af kalk, magnesium og D -vitamin for at modvirke afkalkning af knoglerne og ved at lade være med at give gigttabletter, der kan skade maven. Under behandlingen vil man også altid søge at give en så lille dosis som muligt.
Alle, der er i længere varende behandling med binyrebarkhormon, skal bære et kort i deres pung eller taske, der oplyser om behandlingen. Det kan være livreddende i forbindelse med svære skader eller pludselig anden sygdom, der medfører indlæggelse. I disse tilfælde skal man nemlig have øget sin dosis, fordi ens egne binyrer ikke er i stand til at danne tilstrækkeligt meget binyrebarkhormon. Også længe efter, at man er ophørt med behandlingen med binyrebarkhormon. Nedsat mængde kortisol ser man ved for lille dannelse af binyrebarkhormon i binyrebarken, for eksempel ved Addisons sygdom eller efter behandling med binyrebarkhormon. I det sidste til- fælde er det stimulationen af binyrebarken fra hypofysen, der svigter. Symptomerne ved Addisons sygdom, hvor det er binyrebarken, der ikke danner nok hormon, er langsomt tiltagende træthed, svaghed, appetitløshed, kvalme og opkastning, vægttab, mørke pletter i hud og slimhinder (i munden), lavt blodtryk og ind imellem lavt blodsukker. Der kan være trang til at spise salt. Svækkelsen og trætheden er det almindeligste. Blodtrykket kan være meget lavt, især når man rejser sig eller står op, med tendens til besvimelser. Man kan se irritabilitet og rastløshed. Diagnosen af Addisons sygdom kan kun ske ved en ACTH stimulationstest med hypofysehormon, hvor man ser, hvor meget binyrerne kan reagere. Behandlingen er tilførsel af binyrebarkhormon af to forskellige slags (kortisol og et mineralocorticoid (flurocortison). Ved belastninger af kroppen, for eksempel skader, operationer eller infektioner, skal dosis normalt øges. Hormonsystemet er således et meget fint reguleret og fintmærkende system af stor betydning for vores sundhed. Er der noget galt ved produktionen af et af hormonerne, vil det ofte påvirke andre kirtler og hormoner. Det kan ind imellem være meget vanskeligt at finde ud af, hvad der er galt i hormonsystemet. Endokrinologi, som specialet i hormonsygdomme kaldes, er et meget spændende område, der griber ind i næsten alle andre sygdomsområder pga. hormonernes vidtspændende virkninger. I vor tid, hvor man ved mere om kommunikationen mellem kroppens celler og organer, og hvor psykens indflydelse gennem hormonsystemet, nervesystemet og immunsystemet er blevet bedre klarlagt, har man fået en endnu bedre forståelse af hormonsystemet.
Læs mere om hormonsygdomme, for eksempel i biskjoldbruskkirtlerne, på www.dsgnet.dk og om sukkersyge i Carsten Vagn-Hansens bog ”Type 2 diabetes og naturen”.