..........."Real love is the result of a great deal of effort over a
long period of time. It is developed through trust and
loyalty and patience, learning not to say a harsh word or
even show disrespect when we are provoked. Over many years
this kind of love can grow to such an extent that those you
love will know you're incapable of hurting them.
Imagine the security this brings, both to you and to them.
Your trust and loyalty can be anchored so deep that you
never even have a divisive thought. ".......

"Everybody today seems to be in such a terrible rush, anxious for greater developments and greater riches and so on, so that children have very little time for their parents.Parents have very little time for each other, and in the home begins the disruption of the peace of the world"....
Mother Teresa of Calcutta

Og hvad med forældrene, mangler de ikke også tid til børnene ?
For mange er dette sikkert også tilfældet,- hvilket vi ofte har hørt. Her er en anden indfaldsvinkel, som jeg finder ganske sand...mange børn har så travlt i deres dagligdag, at tiden med familien begrænser sig i grotesk grad.
Mange forældre er opmærsomme på dette, men findet det ofte svært at handle på denne indsigt, da børnene ved forandring vil opponere,- børn holder af den tryghed, der ligger i det kendte,- og har ikke det overblik som de voksne. Derfor kan forældres bedste intention om et øget familiært samværd nemt komme til at starte med konflikter.  

Hold ud ! Hold ud ! ...
Tro på at du har overblikket og planen, som på sigt vil bibringe familen og den enkelte en større samhørighed og ro. Hvis familien sammen skal skabe sin egen kultur og værdier kræver det masser af tid, oplevelser og reflektioner i hinandens selskab. At bibringe sine børn et værdisæt er vigtigt, og det starter med ens eget værdisæt, som børnene så, i samspil med sine øvrige omgivelser, på organisk viis, vil prøve at gøre til sit eget, hvilket man som forældre har en aktiv rolle i.
De forskellige værdier barnet møder i sin dagligdag medfører både glæde og forvirring, undren, indsigt, aha-oplevelser og uforståenhed... noget som altsammen så ligger til bearbejdelse hos barnet, i samspil med de voksne og børn, der befinder sig omkring barnet. Hvis man i familien ikke tager sig tiden til, sammen med barnet, at afkode alle disse påvirkninger, vil  afkodningen stadig ske, så blot i samværd med andre, hvilket kan medføre en manglende sammenhæng for barnet. Det er vigtigt, at barnets voksende indsigt bearbejdes i samspil med nogle, som kender barnets løbende udvikling, således at der kan relateres til tidligere erfaringer når nye skabes. Hvem bedre end forældrene kan udfylde denne vigtige rolle.

Det er vigtigt, at barnet kender det værdisæt forældrene står for. Det er derfra barnet henter sit eget udgangspunkt. Så jo tydeligere og mere verbaliseret, dette værdisæt er,- des letttere for barnet at sammenstille sig selv bevist med sine omgivelser. Ikke hermed sagt,- at familiens værdisæt ikke er til debat og forandring...jo, jo da...dette bedst i en åben, kærlig og  løbende proces med hele familiens medlemmer...
kend dig selv, kend dine børn, tag livtag med livets store spørgsmål, del glæden, del sorgen, del maden, læs og oplev sammen...
bevæg dig ud i børnenes daglige virke, lær deres venner at kende, mød deres forældre... vær aktive i familien, dyrk motion sammen...lav ingenting sammen...find tid, massser af den, til spontane indfald... del pligter og respektér at dit barn er et selvstændigt individ med sin egen udvikling, som du så har ansvaret for i mange år...og interesse i, i endnu flere år.. mest af alt : vær åben for livets konstante foranderlighed. Tro på at konflikter i sig bærer kimen til en løsning og et skridt fremad.